Når det ikke er kommunikation, der er løsningen

Flere kommunikationsfolk burde afvise konkrete opgaver. Fortælle, at dette problem ikke bliver løst med en folder, produktet er skod, processen skal optimeres eller reglerne laves om. Eller måske spørge den der stiller opgaven, hvorfor det er vigtigt.

Når jeg kigger rundt på nogle af de mange kommunikationstiltag, tænker jeg ofte, at her er brugt et kommunikationsprodukt til at løse et problem, som grundlæggende kunne løses bedre på en anden måde. Kommunikationsfolk skal være skarpe på, at deres kompetencer ikke blot ligger i at producere artikler og kampagner på nettet, men også handler om at forholde sig til målgrupper og udtænke løsninger. Og nej kære chef. Det betyder ikke, at kommunikationsfolkene skal fyres. De skal blot (også) bruges til at finde frem til den rigtige løsning. Kommunikationsfolk har evnerne til at tænke målgrupper og kan kombinere det med bred forretningsforståelse.

Den gode kommunikationsafdeling svarer også “Nej, der er ikke brug for (endnu) en folder. Du skal ændre forretningsgangen her og her, så løses problemet,” eller “vi skal ikke lave en vejledning – vi skal gøre det her mere logisk for kunden, så vi undgår at skulle lave store vejledninger og videoer.” Kommunikationsfolk kan og skal levere knivskarpt – og det er ikke kun produkter de leverer, men også kommunikations-kompetencerne til at forholde sig til målgrupper og processer.

Lykkeberg & Co: Vi leverer | kontakt os