Kommunikér også det stabile

I forandringskommunikation gælder det om at holde medarbejderne i hånden. Lede dem trygt og godt igennem forandringen og over i det nye. Desværre giver en del forandringskommunikation ikke den tryghed, som en god forandringskommunikation og -ledelse kan og skal levere.

I rigtig mange forandringer vil opgaverne og kollegaerne være 95 % de samme. Der sker dog ofte to ting. Dels er der for stort fokus på det der ændrer sig, dels føler topledelsen behov for at signalere resultater, ved at betone forandringerne. Og samtidig er der måske nogle uklarheder, som munder ud i upræcis kommunikation.

Medarbejderen hører derfor primært om alt det, der ændrer sig. Kroppen kommer i forsvarsposition, som naturligt svar på, at den vil vågne op til en helt ny hverdag. Det er bare ikke en helt ny hverdag. Det er en hverdag, der ligner den i går, men med nogle ændringer. Og problemerne kan vokse med en snebolds-effekt. Usikkerheden giver øget usikkerhed – blot fordi kommunikationen ikke var præcis fra starten.

I planlægningen og eksekveringen af forandringskommunikation skal man derfor kunne svare på:

  1. Hvad er målet, motivationen for forandringen?
  2. Hvad ændrer sig? Her skal man være præcis ift. både indhold, omfang og tid.
  3. Hvad ændrer sig ikke?

Og svarene på alle tre spørgsmål skal være en del af kommunikationen til medarbejderne. I arbejdet med forandringskommunikationen er det vigtig at holde sig for øje, at hele opgaven handler om at lede medarbejdere og organisationen sikkert gennem forandringen og lande daglig drift hurtigst muligt, så produktionstabet under ændringen bliver lavest muligt. Netop derfor er det så pinedød vigtigt, at skabe en tryghed hos medarbejderne ved også at kommunikere det stabile, så hele organisationen kommer sikkert over i den nye forandring.

Lykkeberg & Co: Vi leverer | kontakt os